En læser er nysgerrig på ‘kalaallisuut’ - den grønlandske nationaldragt. Spørg Videnskaben følger trådene tilbage i historien og ser dragten efter i sømmene.
Journalistpraktikant på Videnskab.dk's skriftlige afdeling. Jeg har en bachelor i journalistik og kommunikation, og er i gang med en kandidat i samme fagkombination.Her kan du stille spørgsmål til forskerne om alskens emner - lige fra sjove bynavne og prutter til kvantecomputere og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt, men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.Farver, perler og broderi pryder den grønlandske nationaldragt. Bag de smukke mønstre gemmer sig en fortælling om tradition, handel og kultur. En læser er nysgerrig på ‘kalaallisuut’ - den grønlandske nationaldragt. Spørg Videnskaben følger trådene tilbage i historien og ser dragten efter i sømmene.Spørg Videnskaben er Videnskab.dk’s læserbrevkasse. Her kan du stille spørgsmål til forskerne om alskens emner - lige fra sjove bynavne…En læser er nysgerrig på ‘kalaallisuut’ - den grønlandske nationaldragt. Spørg Videnskaben følger trådene tilbage i historien og ser dragten efter i sømmene. Når grønlændere fejrer nationaldag, bryllupper eller konfirmationer, er de ofte iklædt farvestrålende dragter med tunge perlekraver, sirlige broderier og støvler af skind. »Den grønlandske nationaldragt er virkelig smuk. Er der mon en forklaring bag, hvorfor den ser ud, som den gør?« spørger vores læser Felina, som har skrevet ind til Videnskab.dk’s læserbrevkasse, ‘Spørg Videnskaben’.Hun er leder af skindsystuen Kittat under Kommuneqarfik Sermersooq - et levende værksted, hvor eksperter arbejder på at bevare de gamle teknikker, og hvor man udlejer hundredvis af dragter til festlige lejligheder. Gennem hende får vi et unikt indblik i Kalaallisuut, den grønlandske nationaldragt, og den lange historie om håndværk, handel og stolthed, der gemmer sig i hvert et sting.Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren. Mange kender den som den grønlandske nationaldragt, men i Grønland foretrækker man betegnelsen 'Kalaallisuut', fortæller Aviaq Reimer Olsen. Ordet betyder direkte oversat ‘på grønlandsk vis’ eller ‘som en grønlænder’ og understreger, at dragten er mere end bare et stykke tøj; det er en følelse af identitet og tilhørsforhold.Kalaallisuute er oprindeligt skabt af skind fra sæler, rensdyr og andre fangstdyr og var først og fremmest praktisk tøj, der kunne holde kroppen varm i et barsk klima.Dragten udviklede sig gradvist over flere generationer fra almindelig beklædning tilpasset det barske arktiske klima til den moderne nationaldragt, vi ser i dag. Ændringerne blev påvirket af kontakten med udefrakommende, blandt andet af hollandske hvalfangere, der i 1600-tallet bragte nye materialer til Grønland. Den største udvikling skete i Vestgrønland, hvor kontakten med udefrakommende var mest intens, mens dragterne i Nord- og Østgrønland forblev tættere på de oprindelige former og materialer. Mens kvindens dragt er en eksplosion af farver med den tunge perlekrave og mønstrede kamikker, er mandens festdragt mere afdæmpet. I Vestgrønland bærer han typisk en hvid anorak. En tradition, der hedder qaqortumaartoq . Glasperler fra europæiske handelsmænd blev et statussymbol, og stoffer samt nye syteknikker fandt vej ind i dragten. Inspirationen kom ikke mindst fra de danske kolonister. »Mange unge grønlandske piger arbejdede som tjenestepiger - kaldet kiffat - hos danske kolonister. Her blev de inspireret af de broderede duge, puder og gardiner med blomster, som de så i hjemmene,« forklarer Aviaq Reimer Olsen.Men kvinderne kopierede ikke bare den europæiske stil. De tilpassede den til deres egne traditioner og materialer. Resultatet blev en særlig blanding af inuit-kultur og europæisk mode. I dag består kvindens dragt typisk af en overdel med perlekrave, korte skindbukser og skindstøvler - kaldet kamikker - dekoreret med geometriske mønstre i farvet skind., men med mere jordfarvede toner, så beklædningen harmonerer med naturen og gør det sværere for fangstdyr at se bæreren. Udtrykket varierer fra region til region: I Vestgrønland dominerer perler og farverige mønstre, mens dragterne i Nord- og Østgrønland er mere præget af pels og enkle former.Nordgrønland: Her er klimaet barskere, og dragten er mere oprindelig i sit materialevalg. Kvindernes bukser er lavet af pels fra polarræv, og de lange kamikker er af isbjørnepels, der svinger elegant ud foroven. Østgrønland: Her var kontakten til hvalfangere og handelsfolk mindre intens. Derfor er dragten ofte enklere med en hvid stofanorak og mindre perlebesætninger. Kamikkerne og skindbroderierne har deres helt eget geometriske udtryk.– en form for skindmosaik, hvor bittesmå firkanter af farvet skind sys sammen til mønstre – ses derimod primært i Vestgrønland og er ikke udbredt i de øvrige regioner. At skabe en Kalaallisuut er et omfattende håndværk, hvor stort set alt syes i hånden. Den eneste undtagelse er anorakken, som sys på symaskine.Den lange proces kræver viden om både skindbehandling, broderi, perlearbejde og avancerede syteknikker. Derfor er dragten også meget kostbar og koster typisk omkring 40.000 kroner.Oprindeligt blev dragterne pyntet med det, man havde ved hånden, som perler af ben eller fiskeryghvirvler. Men med handlen kom adgangen til farverigt silke, garn og kniplinger. Før det kan bruges, skal det renses, skrabes og tørres, så fedt og rester fjernes. For at opnå det karakteristiske hvide skind, der bruges til kamikkerne, skal skindet derefter behandles i hård frost.Kulden gør skindet både stærkt og smidigt og giver det den lyse farve, som kendetegner de traditionelle støvler. Metoden har været brugt i generationer og er direkte afhængig af naturens egne betingelser.Klimaforandringerne har dog gjort vintrene varmere, hvilket truer den traditionelle metode. Derfor har systuerne nu måttet installere frysecontainere for at kunne efterligne naturens kulde og sikre materialerne.Efter skindbehandlingen følger det mest tidskrævende arbejde: sammensyningen. Her bruges teknikken avittat, hvor bittesmå stykker farvet skind sys sammen til detaljerede, geometriske mønstre.Oveni skindarbejdet kommer perlesyningen til den vestgrønlandske kvindedragt. Den store krave består af cirka 30.000 små glasperler og vejer omkring 1,5 kilo.Til sidst samles dragten af de mange enkeltdele: kamikker, bukser, overdel, perlekrave og muffediser. Hver del er et selvstændigt stykke håndværk, som tilsammen bliver til en kalaallisuut, der kan holde i generationer. Avittat er en form for skindbroderi eller mosaik, hvor man syr bittesmå firkanter af indfarvet skind sammen til detaljerede, geometriske mønstre. Tidligere var evnen til at sy Kalaallisuut en lærdom, der gik i arv fra mor til datter i hjemmet. Men da kvinderne i 1950'erne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet, blev tiden til håndarbejdet i hjemmet mindre, og kæden knækkede for mange familier.For at redde kulturarven blev der oprettet skindsystuer og en egentlig uddannelse. Vil man i dag være professionel, skal man på Nationaldragtskolen i Sisimiut. Uddannelsen varede tidligere to år, men er nu sat op til tre år for at sikre, at eleverne mestrer håndværket til fulde. Kamikkerne er lavet af sælskind, men for at få den karakteristiske kridhvide farve, skal skindet behandles i hård frost - helst minus 18 grader. Det kræver dog mere end bare at møde op. Ifølge Aviaq Reimer Olsen er det passionen, der driver værket. »Vi kan mærke, at interessen skal være der 100 procent. Det er interessen og motivationen, der bærer håndværket.« Er man ikke klar til en fuld uddannelse, spiller de lokale systuer en afgørende rolle som videnscentre. Her tilbydes 'sy-aftener' i medborgerhuse, hvor uddannede syersker giver rådgivning og sparring, så folk kan sy deres egne dragter.Selvom Kalaallisuut følger faste traditioner, er den også personlig. Mønstrene i perlekraven kan nemlig udformes som figurer og symboler, der fortæller noget om bærerens liv. Da Aviaq Reimer Olsen skulle giftes, valgte hun at få syet små hjerter direkte ind i mønstret på sin perlekrave sammen med lilla perler. »Begge mine børn blev født for tidligt, og derfor har jeg valgt farven lilla, som forbindes med for tidligt fødte børn. Hjertemønstrene i perlekraven symboliserer kærlighed,« fortæller hun.Selvom dragten er smuk, understreger Aviaq Reimer Olsen, at den er meget mere end bare pynt. »Når vi tager vores Kalaallisuut på, føler vi os som en del af en fælles kultur og et fælles folk,« forklarer hun. Der er også en dyb respekt for dyrene indbygget i dragten. Hvert stykke skind repræsenterer et liv, der har haft sine egne oplevelser i den arktiske natur.I gamle dage var perlekraven et symbol på status. Jo længere perlekrave du havde, jo større status havde du i samfundet, fordi du så havde råd til at købe perlerne. For grønlænderne er det ikke en udklædning, men en hellig forbindelse til forfædrene; fra de første jægere i skindtøj til de moderne kvinder, der i dag broderer deres egne livshistorier ind i perlekraverne. Det, der begyndte som praktisk jagttøj, er i dag blevet et stærkt symbol på identitet. Hver perle, hver farve og hvert mønster bærer spor af både fortid og nutid. Vi siger tak til Felina for det gode spørgsmål - der er en Videnskab.dk t-shirt på vej til dig. Også tak til Aviaq Reimer Olsen for at dele et lille stykke af den grønlandske kulturarv med os. Hvis du sidder derude med et godt spørgsmål til videnskaben, så må du endelig tippe os hos Spørg Videnskaben påI går kl. 11 : 40Tak! For at blive endeligt tilmeldt, har vi sendt dig en mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Tjek venligst dit spamfilter, hvis mailen ikke lander i din indbakke.Ny forskning viserVideo, video, video! Foretrækker du at se historierne udfolde sig i levende billeder? Så tjek vores seneste videoer, eller følg Videnskab.dk på YouTube.
Arkitektur &Amp Design Historie Kultur &Amp Samfund Sociologi
United States Latest News, United States Headlines
Similar News:You can also read news stories similar to this one that we have collected from other news sources.
Hvorfor bliver det svært at vælte Irans præstestyre?Iran har både en almindelig national hær og en elitehær, der beskytter regimet.
Read more »
'Alt for lidt': Sven-Oliver skuffet over dom til kriminel flygtning, der kørte hans kone ihjel»Jeg tænkte, at det ikke kan være rigtigt,« fortæller Sven-Oliver Anders om den endelige dom til den kriminelle flygtning fra udrejsecenteret Kærshovedgård, som kørte hans kone ihjel.
Read more »
Strukturerne er problemet: Hvorfor inklusion i tech ikke handler om hårdførhedDebatindlæg diskuterer manglen på kvinder i ledende stillinger inden for tech og argumenterer for, at problemet ikke er manglende styrke hos kvinder, men måden strukturerne er skruet sammen på. Artiklen fremhæver vigtigheden af ligeværdig deltagelse, repræsentation og diversitet i hele processen fra uddannelse til ledelse.
Read more »
Hvorfor kvinder falder fra i teknologi: Det handler ikke om manglende styrkeDebatindlæg om strukturelle barrierer for kvinder i tech-branchen. Artiklen udfordrer forestillingen om, at manglende kvinder i ledelsespositioner skyldes individuelle svagheder, og argumenterer for, at problemet ligger i de systemer, der er skruet sammen.
Read more »
Jeg er hende den irriterende på redaktionsmødet. Vores eksperiment viser, hvorfor kvindekortet er vigtigt“Hvis ingen spørger, om vi har overset halvdelen af vores talentmasse, så gør vi det sikkert igen i morgen,” skriver Nordjyske Erhvervs Caroline Bundgaard i denne kommentar.“Vi ringer til dem, vi allerede kender. Dem, der topper alle listerne. De numre, vi allerede har gemt i telefonen.
Read more »
Spørg Fagfolket: Vil Månens bane ændres, hvis vi henter værdifulde metaller deroppe?En læser spekulerer over, hvad der kan ske, hvis vi laver minedrift på Månen, og kan man egentlig klare at komme hjem fra en Mars-rejse? Det svarer John Leif Jørgensen fra DTU Space på.
Read more »